Torsdag den 6. oktober var 22 nordmænd fra den norske fagforening Utdanningsforbundet, der tæller både pædagoger, lærere og gymnasielærere, på besøg på Bjergmarkskolen.
De havde taget turen fra Trondheim til Holbæk for at blive klogere på, hvordan vi skaber Børnenes Skole med frihedsforsøget. Holbæk Lærerkreds og Bjergmarkskolen stod sammen som værter for arrangementet.
Her hørte de om, hvordan frihedsforsøget har skabt medejerskab og et større engagement for både medarbejdere og elever – men nok så vigtigt, så fik de et indblik i hverdagen fra Camilla Holdt, der er lærer på Bjergmarkskolen.
Lærer Camilla Holdt fortæller om hverdagen på 3. årgang.
En ugentlig dannelsesdag
Camilla Holdt er lærer på 3. årgang, og hver onsdag har hele årgangen dannelsesdag. Her er hele personalet på årgangen samlet, og det betyder, at der er 10 voksne til 4 fire klasser. Det betyder også, at der er mulighed for at arbejde med værksteder og ture ud af huset på en ny måde. Blandt andet har eleverne haft tema om følelser, hvor der blev sat ord på følelser og testet hvordan farver og musik kan påvirke eller skabe en følelse. Der har også været et tema om kunstneren Hans Scherfig og hans dyremotiver, der endte ud i et besøg i zoologisk have.
Dannelsesdagen kunne egentlig godt være opstået uden et frihedsforsøg, men fordi Bjergmarkskolen har kortet af skoledagens længde og givet flere tovoksentimer, så har det givet meget bedre mulighed for at lave en dag hver uge, der kræver lidt ekstra og med flere voksne end normalt.
”Vi har ikke målt på, om eleverne lærer mere. Men jeg kan sige, at det er meget sjældent, at eleverne er syge om onsdagen. Onsdag er den bedste dag i ugen for eleverne – og faktisk også for os voksne, for der er mulighed for at gøre noget andet”, fortalte Camilla Holdt.
Nordmændene fortalte efterfølgende, hvordan de kunne mærke, at de blev smittet af motivationen og begejstringen og den tillid, der er til hinanden her i Holbæk.
Udover besøget i Holbæk har nordmændene også lagt vejen forbi Helsingør Kommune, der har frihed på dagtilbudsområdet, og hørt om deres erfaringer.
Under besøget gik turen også forbi 3. klasse.