Nyudklækkede juniortrænere

Publiceret 02-06-2023

De allerførste Juniortrænere i Holbæk Kommune er 1. juni sprunget ud på Kildebjergskolen i Mørkøv. Eleverne har fulgt et nyoprettet valgfag ”Juniortræner”, som kommunens Frihedsforsøg har muliggjort.

De allerførste Juniortrænere i Holbæk Kommune er 1. juni sprunget ud på Kildebjergskolen i Mørkøv. Eleverne har gennem to år fulgt et nyoprettet valgfag ”Juniortræner”, som kommunens Frihedsforsøg har muliggjort.

De unge har gennem faget bl.a. været i praktik i SFO, hos lokale idrætsforeninger og fungeret som frivillige hjælpeinstruktører ved Pigeraketten som del af kommunens Velfærdsalliance med DBU.

De nyudklækkede Juniortrænere har opnået personlige og idrætsfaglige kompetencer, som gør dem i stand til at igangsætte idræt, leg og bevægelse tilpasset målgruppen. Kvalifikationer de kan anvende i skoletiden, når de laver aktiviteter for deres yngre kammerater og overføre i deres fritidsliv, som styrker dem i rollen som ungetræner.

Fagets succes og popularitet hos eleverne har givet anledning til at også Jyderup Skole opretter Juniortrænervalgfaget til næste skoleår, og ser frem til flere aktiviteter, hvor skole og foreninger i regi af DBU Velfærdsalliancen går sammen om fælles indsatser til glæde for skolen, de unge og hele lokalområdet.

Juniortræneruddannelsen er blevet så stor en succes, at Kildebjergskolen til næste år opretter et ekstra valghold.

Senest opdateret 02-06-2023