Spring til indhold

Sådan gik år 1 med Børnenes Skole på Jyderup Skole

En anderledes måde at tænke skema på, aktivt medborgerskab og fokus på at lande gode i SFO'en efter skoletid. Her kan du dykke ned i nogle af de tiltag, der skete i det første år med frihedsforsøg på Jyderup Skole.
10.11.2022

Frihedsforsøget på folkeskoleområdet, som vi i Holbæk Kommune har døbt Børnenes Skole, har rundet det første skoleår, og det er kommet godt fra land. Rundt om på skolerne sker der mange ting – både nye og velkendte.

Her giver vi ordet til Jyderup Skole, der fortæller hvilke initiativer, de gav sig i kast med i løbet af skoleåret 2021/22, og hvilke udfordringer, der dukkede op.

Forskellig længde på timerne og fokus på overgangen til SFO

På Jyderup Skole er skoledagens længde ændret, da der er kortet på både pauser og lektioner. Dog er der givet længere tid til spisning ved at indføre en ”dannelsespause” 10 minutter før den egentlige spisepause. Pausen bruges – hos især de yngste elever – til højtlæsning, finde mad frem, lave aftaler for pausen, så de har tiden til efterfølgende reelt at spise. Dette var en anmodning fra forældrene.

De første 4 lektioner om formiddagen er almindelige lektioner (45 min). Efter 12-pausen er der kun hele klokketimer på skemaet. Ingen elever har fri senere end kl. 14. Skolen bruger friheden til at ændre på minimumstimetallet for at kunne få den kortere skoledag. De færre timer betyder, at der er mulighed for flere timer med to voksne i undervisningen.

På 0.-3. årgang er der 3 voksne (2 lærere og 1 pædagog) i alle dansk og matematiktimer (i det omfang det skemamæssigt kan lade sig gøre). På 4. og 7. årgang er der så vidt muligt 3 lærere på årgangen i dansk, matematik og engelsk. På 5.-6. årgang er der tre voksne på årgangen i næsten alle timer, da der har været behov for dette. Medarbejderne bruger meget timerne til holddeling, fx bedre mulighed for at tilgodese de ordblinde eller de fagligt stærke. Fra skolens side er der et stærkt fokus på, at tovoksentimer er med til at udvide de professionelle læringsfællesskaber og bruge strategier fra co-teaching – til glæde og gavn for børnene. Forældrene giver udtryk for, at de voksne når rundt til flere elever.

To timer om ugen har 6.-9. årgang fordybelsescafe, hvor eleverne kan vælge sig ind på emner fra valgfagsrækken. 6. årgang har normalt ikke valgfag, men det har de her.

Skolen har oprettet valgfaget ”Aktivt medborgerskab” på 8. årgang. Faget skal ruste eleverne til at tage stilling til sociale, strukturelle og politiske problemstillinger i samfundet. Derudover har skolen lavet fagblokke med kulturfag (historie, kristendom og samfundsfag).

Skolen har valgt at gennemføre nationale test på de fleste årgange.

Som følge af den kortere skoledag har SFO og Klub udvidet åbningstid. Årgangene får på skift tidligt fri og kan gå ”uforstyrret” i SFO. Dette styrker relationerne på den enkelte årgang og til de voksne, når eleverne ikke skal forholde sig til elever fra andre årgange.

I efteråret var forældre fra klasserådene inviteret til at give feedback på de første ændringer i frihedsforsøget og komme med input til nye tiltag. Her oplevede skolen en stor tilslutning.

Det svære ved Børnenes Skole

Det kræver lyst og mod til at turde tænke ud af boksen. Det er ikke alle medarbejdere, der synes, at det er fedt at være i sådan en proces. Samtidig udfordrer det, at frihedsforsøget lander oven i en strukturændring. Samtidig med frihedsforsøget skal skolen skabe Jyderup skole med nye ledere, strukturer og kultur.

Er du nysgerrig på, hvad der skete på de andre skoler i Holbæk Kommune?



Feedback

Sidst opdateret

11.11.2022

Ansvarlig redaktør

Hanne Birgitte Hellisen