Spring til indhold

Demokrati og frihed

Elevråd fra kommunens skoler har været til en dag i demokratiets tegn med særligt fokus på frihedsforsøget.
04.11.2021

Ung Holbæk og Holbæk Ungdomsråd har afholdt Demokratidagen 2021. Her var elevråd fra hele kommunen inviteret for at møde hinanden, udvikle ideer og få inspiration til elevrådsarbejdet.

I år var der også et fokus på frihedsforsøget Børnenes Skole, som for alvor gik i gang i dette skoleår.

Engagerede elever

De omkring 100 elevrødder fik blandt andet et oplæg fra borgmesteren som opvarmning til dagen.

Senere gav Danske Skoleelever dem gode eksempler på, hvordan elevråd rundt omkring i landet har fået indflydelse og sat en dagsorden.

Herefter gik de i workshops for at udvikle egne ideer, og mod slutningen af dagen var der dialog med Udvalget for Børn og Skole.

Josefine Mathilde Elisabeth Hofflund deltog i Demokratidagen 2021. Til daglig går hun i 8. klasse på Tuse Skole, hvor hun også er ordfører for det lokale elevråd. Hun er glad for dagen.

”Jeg har mødt en masse andre engagerede elever, og så synes jeg, det var spændende at høre borgmesteren fortælle. I forhold til frihedsforsøget har dagen umiddelbart sat tanker i gang om timefordeling og skemalægning,” siger Josefine.

Josefine Hofflund i dialog med andre elevrødder.

Sammenhold gør stærk

Thor Alexander Højland Mathiesen havde en dobbeltrolle på dagen. Han er både en del af Holbæk Ungdomsråd, der var med til at arrangere Demokratidagen 2021. Samtidig er han elevrådsformand på Nr. Jernløse Skole.

For ham gav dagen først og fremmest inspiration til at forsøge at samle flere elever bag de sager, de brænder for:

”Hvis man samler flere om en sag, så kan det blive til virkelighed. Jeg vil gå hjem og opfordre til, at vi gentænker, hvad det vil sige at være elev, og hvordan lærerne ser på os. Så jeg har ikke en konkret ændring med hjem, men jeg vil lytte på de andre elever,” siger Thor.

Thor taler med Mathilde, der er medlem af elevrådet på Tuse Skole

Netop elevindflydelsen er ekstra vigtig i disse år, hvor Holbæk Kommune er en del af et frihedsforsøg på skoleområdet. Det er et klart mål, at eleverne får stor indflydelse på de mange ændringer på skolerne i Holbæk Kommune.



Feedback

Sidst opdateret

04.11.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin