Spring til indhold

Velkommen til første skoledag!

I dag bliver is og strandture skiftet ud med madpakker og penalhus. Det er første skoledag efter sommerferien på alle folkeskolerne i Holbæk Kommune – og første skoledag i det treårige frihedsforsøg for Holbæks folkeskoler.
11.08.2021

I dag ringer skolerne i Holbæk Kommune ind igen efter et dejligt langt frikvarter de sidste seks uger. Det betyder både et gensyn med vennerne, og et nyt stort skridt ind i skolen for alle de nye elever i 0. klasse. Men derudover så er det også nu, der for alvor bliver taget hul på frihedsforsøget for folkeskolerne.

Med frihedsforsøget får Holbæk Kommune over de næste tre år frihed fra de fleste regler i folkeskoleloven. I stedet får skolerne mulighed for at skabe den skole, de drømmer om.

For eleverne, forældrene, medarbejderne og lederne på de enkelte skoler, er det en mulighed for at skabe en skole, der passer til netop dem og det lokalområde, skolen ligger i.

Det får skolerne frihed til

Her i Holbæk har frihedsforsøget fået navnet Børnenes Skole - Frihed, Fællesskab og Faglighed, fordi vi netop drømmer om at skabe en endnu bedre folkeskole med udgangspunkt i vores elever og deres ønsker og drømme.

I sidste ende er målet nemlig, at vores elever bliver endnu mere glade og kloge af at gå i skole.

13 skoler – 13 forskellige bud på frihed

Op til sommerferien har kommunens 11 folkeskoler, Børnespecialcenteret og 10. klassecenteret været i gang med at forberede, hvordan hverdagen skal se ud i skoleåret 2021/22. Friheden til at skabe Børnenes Skole er lagt helt ud til skolerne, og det betyder, at hver skole er gået til opgaven på forskellig vis.

Selvom Børnenes Skole er et frihedsforsøg, er målet ikke at blive fritaget for den ene eller anden regel på folkeskoleområdet. Det handler i stedet om at finde ud af, hvordan vi kan bruge friheden til at skabe den bedste skole til gavn for eleverne.

Nogle skoler starter det nye skoleår ud med at ændre på skoledagens længde, nogle skoler opretter nye fag mens andre skoler har valgt at skynde sig langsomt og derfor starter op med den hverdag, der også var inden sommerferien.

Frihedsforsøget løber over de næste tre år, og der vil både være initiativer, der løber over længere og kortere tid i forsøgsperioden.

Samtidig med frihedsforsøget træder en ny folkeskolestruktur i Holbæk kommune også i kraft. Det betyder, at de fire tidligere områdeskoler er blevet til 11 selvstændige folkeskoler med i alt 18 afdelinger.

Her på hjemmesiden kan du løbende følge med i, hvad der sker rundt om på skolerne.

Vælg din skole



Feedback

Sidst opdateret

11.08.2021

Ansvarlig redaktør

Hanne Birgitte Hellisen