Spring til indhold

VIVE evaluerer frihedsforsøg

VIVE's evaluering af frihedsforsøgene viser, at der er sluppet en masse energi og engagement løs i kommunerne. På skoleområdet har friheden vist sig helt nødvendig for arbejdet
14.03.2023

Siden efteråret 2021 har syv udvalgte kommuner på tre forskellige velfærdsområder fået ekstra frihed fra de fleste statslige og kommunale regler.

VIVE har fulgt frihedsarbejdet i kommunerne, og har nu udgivet en midtvejsevaluering. Læs VIVE’s midtvejsevaluering her

Holbæk Kommune har sammen med Esbjerg været frisat på skoleområdet. Overordnet er konklusionen, at frisættelsen har frigjort en masse energi og motivation på skolerne.

Energien er blandt andet brugt på en række forsøgsaktiviteter. VIVE har på undersøgelsestidspunktet i 2021 registeret 85 aktiviteter på skoleområdet. Der var 40 aktiviteter i Holbæk og 45 i Esbjerg.

60 ud af de 85 aktiviteter kunne ikke lade sig gøre uden en frisættelse fra lovgivningen. Så i modsætning til ældreområdet og dagtilbudsområdet har der på skoleområdet været stort behov for friheden.

De mest populære forsøgsaktiviteter er en kortere skoledag, flere timer med to voksne, organisering af elever på tværs af årgange eller klasser samt oprettelse af helt nye fag.

Det er endnu ikke muligt at drage konklusioner på egentlige virkninger af forsøgshandlingerne. Men Vive peger på, at de forskellige aktiviteter har et potentiale for at skabe positive resultater for eleverne.

VIVE’s endelige evaluering af frihedsforsøgene og de såkaldte velfærdsaftaler forventes at lande i slutningen af 2024.



Feedback

Sidst opdateret

14.03.2023

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin