Spring til indhold

Sådan gik år 1 med Børnenes Skole på Gislinge Skole

Et ønske om mere praksisfaglig undervisning og større medejerskab til eleverne. Her kan du dykke ned i nogle af de tiltag, der skete i det første år med frihedsforsøg på Gislinge Skole.
10.11.2022

Frihedsforsøget på folkeskoleområdet, som vi i Holbæk Kommune har døbt Børnenes Skole, har rundet det første skoleår, og det er kommet godt fra land. Rundt om på skolerne sker der mange ting – både nye og velkendte.

Her giver vi ordet til Gislinge Skole, der fortæller hvilke initiativer, de gav sig i kast med i løbet af skoleåret 2021/22, og hvilke udfordringer, der dukkede op.

Kortere skoledag og mere inddragelse

På Gislinge Skole er der også skåret ned på både pauser og lektioner. 0.-3. klasse er i skole kl. 8-13 hver dag (25 lektioner om ugen) og 4.-9. klasse er i skole kl. 8-13.45 hver dag (30 lektioner om ugen – 8. klasse har dog 31 lektioner om ugen). Det betyder flere tovoksentimer på alle klassetrin i det omfang, skoledagen er kortet ned. Planen er at tovoksenundervisningen skal skabe en ny kultur for undervisning, samarbejde og trivsel. Derfor arbejder skolen med, hvad tovoksen går ud på, og hvordan det bliver anvendt bedst muligt.

Der er ikke fordybelsesdage, men Gislinge Skole har forsøgt at samle musikundervisningen i 3.-5. klasse som hele dage i stedet for at sprede det ud på få timer. Dette sker for at kunne få kvalificeret musikundervisningen.

Der er planer om at droppe nationale test. Dansk- og matematikvejledere har en plan for, hvordan progressionen kan følges i stedet.

Skolen har et stort ønske om at styrke praksislæring og samarbejde med virksomheder om at få eleverne ud i virkeligheden. Lovgivning spænder dog ben, for det er begrænset hvor meget en elev i 8. klasse må lave, hvis han fx er ude med den lokale elektriker.

Grundlæggende ønsker Gislinge skole at bruge frihedsforsøget til at lave om på skolen for at skabe ejerskab og inddragelse for eleverne og derigennem øge deres motivation. Derudover har skolen et ønske om at forældre skal ind på banen og være medspillere. Det er en kulturændring, for de har ikke været vant til at blive lukket så meget ind i skolen.

I forhold til inddragelse arbejder skolen med en ide om at invitere til et frihedsprojektudvalg, hvor forældre, elever og medarbejdere er med til at kvalificere input/tiltag.

Det svære ved Børnenes Skole

Det er svært at skaffe fælles teamtid til lærere og pædagoger, når der er skåret ned på skoledagens længde og omlagt timer til tovoksen.

Derudover er alt på ny på grund af strukturændringen. Det betyder mange nye relationer og opbygning af ny kultur – og ikke mindst opbygning af en ny kultur i forbindelse med frihedsforsøget.

Er du nysgerrig på, hvad der skete på de andre skoler i Holbæk Kommune?



Feedback

Sidst opdateret

11.11.2022

Ansvarlig redaktør

Hanne Birgitte Hellisen