Spring til indhold

Nysgerrige folketingspolitikere besøger Børnenes Skole

Følelsen af frihed giver overskud, og det giver plads til ideer. Sådan var budskabet fra både politikere, ledere og medarbejdere, da Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg torsdag gæstede Holbæk Kommune for at høre om frihedsforsøget i praksis.
25.03.2022

Solen skinnede fra en klar blå himmel, og mågerne fløj omkring Kystliv Holbæk torsdag. Rundt om i værksteder var elever fra 7. klasse på Vipperød i gang med "Håndværk på Havnen", hvor de lærer at være bådebyggere. Det var derfor en flot ramme, da borgmester Christina Krzyrosiak Hansen kunne byde velkommen til Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg.

De havde lagt vejen forbi Holbæk for at høre mere om frihedsforsøget på kommunens folkeskoler. Og Christina Krzyrosiak Hansen bød velkommen med et godt råd til landspolitikerne:

”På skolerne bliver de stolte af at kunne bestemme selv, og de bestemmer ikke noget skørt. Så lyt til de enkelte skoler. De finder en frihed i at kunne afgøre ting selv, og det giver mere ro og mindre stress”.

Det blev bakket op af Jarl Sabroe, formand for Udvalget for Børn og Skole i Holbæk.

"Følelsen af frihed giver overskud, og det giver plads til ideer", sagde han.

Vær ikke bange for frihed

På Kystliv Holbæk kunne gæsterne opleve, hvordan unge elever fra folkeskolerne er i lære som bådebyggere. En ny og spændende måde at lære om alt fra matematik over historie og til håndværk.

Efter besøget på Kystliv Holbæk gik turen videre til dialog med elevrådsmedlemmer på tværs af kommunens skoler.

Her talte politikerne med eleverne om, hvordan eleverne havde oplevet friheden. Her var hovedbudskaberne "Tag ikke friheden fra os igen" og "Vær ikke bange". 

Følelsen af frihed skaber et ansvar og et engagement, som ikke er set i lange tider, fortalte eleverne. Og vigtigst af alt, så bliver friheden ikke brugt til at gøre noget dumt. Initiativerne er til gengæld dybt velovervejede.

Nye fag på skemaet

Efterfølgende gik turen til Kildebjergskolen, hvor skolelederen, skolebestyrelsesformanden, eleverne og lærerne fortalte om det nye valgfag ”Juniortræner”. Det er et valgfor for 7.-8. klasse, hvor skolen klæder eleverne på til at blive trænere og rollemodeller til gavn for dem selv, skolen og det lokale foreningsliv.

Her fortalte de tre elever på Juniortræner, Mille, Lukas og Oliver, om deres oplevelser med at være en god rollemodel, lave aktiviteter i praktik i SFO'en og få et ansvar gennem praktik i de lokale idrætsforeninger.

"Jeg er blevet meget bedre til at stille mig op og tale foran en forsamling, fordi jeg har øvet mig foran de små elever. Også selvom de ikke altid hører efter", fortalte eleven Oliver med et smil.

Også blandt skolelederen og medarbejderne er oplevelsen, at frihedsforsøget giver nyt overskud.

"Der er en tillid og tro på, at vi herude kan ændre på de ting vi synes er vigtige. Det giver glade medarbejdere, der synes, at det er fedt at gå på arbejde", fortalte skoleleder Mette Arnth Vadsager.

Se flere billeder fra dagen her



Feedback

Sidst opdateret

11.05.2022

Ansvarlig redaktør

Hanne Birgitte Hellisen